Geografi

Thailand dækker et areal på 513.115km. Fra nord til syd er der 1620km. Fra øst til vest ca.775km. Mod vest/nordvest grænser det op til Union of Myanmar(Burma), mod nordøst/øst til Laos og Cambodia og mod syd til Malaysia. Det nordlige Thailand er hovedsagelig bjerglandskab med byen Ching Mai midt i området. Det centrale lavland er en stor slette, hvis jordbund består af frugtbart ler aflejret fra floden Chao Phraya området kaldes for "Den store risskål", da det er det store center for risdyrkning. Det er også i det område at Thailands hovedstad Bangkok ligger. Det østlige Thailand er stort set slette. Det sydlige Thailand er en del af Malacca-halvøen og består af skovklædte foldebjerge, som er meget rige på forskellige mineraler. 

Thailand har et areal på størrelse med Spanien.

I nord er landskabet kuperet, og de højeste bjerge er omkring 2.500 meter høje. Bjergkæderne og bakkerne er gennemskåret af frodige floddale. Den nordøstlige del af landet består af Khoratsletten, der nærmest er indrammet af bjerge med vest og syd og Mekongfloden på de andre sider. Bortset fra områderne nær floden er Khoratsletten ikke særlig frodig.

I de indre egne, nord for hovedstaden Bangkok, ligger landets vigtigste landbrugsområde langs floden Chao Praya og dens delta - det kaldes Thailands risskål. Der er blevet gravet flere kanaler for at forbedre mulighederne for kunstvanding af risen.

Den del af Thailand, der ligger på Malaccahalvøen, består af frodige tropiske bjerge og bakker, indrammet af kystsletter med brede strande.

Før i tiden var landet dækket af tropisk skov, og teaktræ fra Thailand var verdenskendt. I dag har den kraftige skovhugst mindsket skovbestanden voldsomt. Der lever stadig vilde elefanter, tigre, tapirer og bantenger (verdens største okse), men 40 af landets 282 pattedyrsarter er truede. Det samme gælder 190 af de 928 forskellige fuglearter.

Højeste bjerg: Inthanon (2.576 m.o.h)

Største ø: Phuket (570 km²)

Vigtigste floder: Chao Phraya, Mekong

Helligdage og åbningstider i Thailand

Helligdage

1. januar:
Nytårsdag

6. april:
Chakri dag

1.maj:
Arbejdernes internationale kampdag (kun banker)

5. maj:
Kronings dag

1. juli:
Midtårs dag

12. august:
Dronningens fødselsdag

23. oktober:
Chulalongkorn dag

5. december:
Kongens fødselsdag

10. december:
Forfatningsdag

31. december:
Nytårsaften

Derudover er der nogle buddhistiske helligdage, der falder forskelligt fra år til år.

Åbningstider

Banker:
08.30 - 15.30 mandag til fredag.

Butikker:

08.00 - 21.00 (eller nogle gange senere) alle ugens dage.

Offentlige kontorer:
08.30 - 16.00 mandag til fredag.

Rigets oprindelse

Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom de første thaifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.

I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya, og som blev kaldt Siam. Det lykkes Siam at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og Siams grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, saktina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet.

Europæisk indflydelse

Ayutthayas beliggenhed - tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe - var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere - og sådan er det stadig i Thailand.

Ruinerne af den gamle by, Ayutthaya.

Siam blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Siams konger forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Siam og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende de siamesiske buddhister til kristendommen, blev franskmændene smidt ud fra Ayutthaya og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.

Bangkok og kongedynasti

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og en ny stat blev grundlagt. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første i det kongedynasti, der sidder på tronen endnu. Han lod en ny hovedstad bygge ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding.

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut og Chulalongkorn (1868-1910) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle saktinasystem, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.

I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden, og der blev indført konstitutionelt monarki.

Militært styre

De ansatte i statforvaltningen var uddannet i Europa, og sammen med militæret udgjorde de efterhånden samfundseliten. Marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler, tiltvang sig gradvis magten og blev diktator i december 1938. Samfundet blev indrettet efter europæisk fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn til Thailand. Under 2. verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse af landet blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden med styret i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse.

Tiden efter krigen var urolig. Formelt var demokratiet blevet genindført, men de politiske partier var svage, og militæret erobrede atter magten ved et kup i 1947. Og året efter var Phibun - der med nød og næppe havde undgået at blive stillet for retten for krigsforbrydelser - tilbage som landets leder. Samtidig sørgede bl.a. Koreakrigen for, at Thailands økonomi kom ind i en gunstig udvikling, og de thailandske generaler blev af en stor del af omverden betragtet som en bastion mod den kommunistiske trussel i Sydøstasien. USA indledte et omfattende militært og økonomisk bistandsprogram.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved at gennemføre et valg, hvor svindelen dog var så åbenlys, at regeringens valgsejr også blev dens fald. Det blev en anden general, Sarit Thanarat, som overtog magten og indledte en ny diktaturperiode med vægt på traditionelle, nationale værdier. Den økonomiske udvikling fortsatte, Japan foretog store investeringer i landet, og den eskalerende krig i Vietnam gavnede Thailands udenrigshandel. Amerikanerne fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del af Thailand.

Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over. Trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste hos det thailandske folk. I 1970'erne kom det dog til studenterprotester i Bangkok. Amerikanernes beslutning om at trække sig ud af Vietnam og de forsigtige tilnærmelser mellem USA og Kina skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske fremgang stilnede af, og det blev hårde tider for mange. Der blev flere og flere protester, og de førte i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

Demokrati

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Regeringen gjorde meget lidt for at imødekomme kravene om reformer.

Mens den civile regering således virkede ude af stand til at redde situationen, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene 'nationen, religionen, kongen'. I efteråret 1976 blev en ny militærregering indsat, og lederne slog hårdt ned på venstreaktivisterne.

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det tidligere nære forhold til USA genoprettet. En ny regeringsform, hvor magten var delt mellem regering og militær med kongen som mellemled, blev indført. Samtidig blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og nogle politiske fanger fik amnesti. Der blev gjort olie- og gasfund i Siambugten, og det gav en vis optimisme efter nogle økonomisk hårde år. Thailand fik igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering forandrede de sociale strukturer.

Prems regime adskilte sig fra Sarits ved, at det savnede en tydelig ideologi. Hovedmålet var at sikre stabilitet. Den gamle såkaldt klientilistiske politiske struktur - hvor magthaverne køber sig til loyalitet hos forskellige grupper i samfundet - blev lidt efter lidt afløst af et politisk liv med alliancer dannet af interessefællesskab eller fælles ideologi. Forfatningen blev ændret, så det håndplukkede senats magt blev indskrænket meget, og det førte i 1985 til endnu et kupforsøg, som dog mislykkes.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage, og det højreorienterede Thainationen vandt frem. Dets leder, Chatichai Choonhavan, blev premierminister. Det var første gang siden 1976, Thailand fik en folkevalgt regeringsleder. Chatichai indledte en række reformer, som blandt andet gavnede det private erhvervsliv. Og Thailand begyndte at investere i sine fattige nabolande.

Men bekymringen for den frie markedsøkonomis negative effekter - inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer mm. - voksede. Regeringen overlevede indtil flere mistillidsafstemninger, men også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. For at dæmpe deres utilfredshed, tillod Chatichai, at militære nøgleposter blev besat af folk fra den såkladte 'klasse 5'. Det var en gruppe bestående af indflydelsesrige mænd, som havde taget eksamen fra militærakademiet på samme tid i 1950'erne. Det banede vejen for et nyt, ublodigt kup i februar 1991. Forfatningen blev sat ud af kraft. Det var stadig tilladt for politiske partier at virke, men de eksisterende partier var dybt splittede. I december var den nye forfatning klar, og der blev afholdt parlamentsvalg i marts 1992. Valget resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder indtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon.

Denne gang reagerede offentligheden stærkt, og der var store demonstrationer i Bangkoks gader. Demonstranterne krævede, at regeringslederen blev et af de folkevalgte parlamentsmedlemmer. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at stoppe dem med vold. Kampene varede tre dage og menes at have kostet mindst 100 personer livet. Så greb kongen ind, Suchinda måtte gå af, der blev indsat en overgangsregering, og militærets øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind.

Den nyeste tid

Ved valget i efteråret 1992 fik det gamle Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet kort efter urolighederne i maj, fik næsten lige så mange. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev ny premierminister og lovede ved sin tiltrædelse at forsøge at bekæmpe korruptionen i det politiske liv.

En vigtig opgave for parlamentet var nu at få gennemført en demokratisk reform af forfatningen. I januar 1995 lykkes det endelig Chuan at få samlet flertal for en række tillæg til forfatningen. Reformerne indebar blandt andet, at den stemmeberettigede alder blev sat ned fra 20 år til 18 år, at der blev fjernet pladser i det militærdominerede senat, og at senatorer og ministre ikke længere måtte nyde frynsegoder hos myndighederne eller i statslige virksomheder.

Armerede køretøjer parkeret i den 1. armés hovedkvarter, under kuppet i 2006

Men i forbindelse med et forslag til en jordreform blev regeringen i foråret 1995 anklaget for korruption. Efter en tillidsafstemning blev parlamentet opløst i maj samme år, og der blev afholdt nyvalg tre måneder senere. Valget blev vundet stort af Thainationen, hvis leder, Banharn Silapa-archa, blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. General Chaovalit Yongchaiyudhs, der havde fået posten som forsvarsminister, kom mere og mere til at fremstå som premierministerens største rival og formodentlig hans arvtager. Regeringen fremstod stadig mere korrupt og forsøgte at vinde popularitet ved at gennemføre nogle af de tidligere lovede reformer. Det meste af lovgivningsarbejdet kørte dog fast på grund af uenighed internt i regeringen. I efteråret 1996 trak Banharn sig og udskrev nyvalg.

I 2006 blev Thailand udsat for et kup, den 19. september, da den royale Thailandske hær fortog et kup mod den daværende premierminister Thaksin Shinawatra. Kuppet, som var det første i femten år, efterfulgte en etårig politisk krisesituation, som involverede Thaksin og politiske modstandere og opstod kun en måned før et nationalt valg var planlagt. Militæret aflyste det kommende valg, suspenderede forfatningen, opløste parlamentet, forbød protester og al politisk akitivitet, undertrykte og censurerede medierne og arresterede medlemmer af kabinettet.

Tidslinje
  • 1238 Kongedømmet Siam dannes
  • 1283-1317 Kong Ramkamhaengs regeringstid
  • 1767 Burma erobrer riget og ødelægger Ayutthaya
  • 1782 Det nuværende dynasti tager magten, Bangkok bliver hovedstad
  • 1868-1910 kong Chulalongkorns regeringstid
  • 1932 Enevældet afskaffes
  • 1939 Siam skifter navn til Thailand
  • 1948 Militærdiktatoren Phibun tager magten for anden gang
  • 1973-76 Stormfuld demokratisk periode
  • 1980 Prem Tinsulanonda bliver leder
  • 1988 Demokratiet genindføres
  • 1991 Nyt militærkup
  • 1992 Atter demokrati efter blodige uroligheder
  • 1997 Akut økonomisk krise - ny, demokratisk forfatning vedtages
  • 2006 Endnu et militærkup

Forfatningen garanterer religionsfrihed, men det er buddhismen, der er den største trosretning. Den har været statsreligion siden 1200-tallet og gennemsyrer samfundsliv og kultur. Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravadabuddhismen. Ifølge forfatningen skal kongen være buddhist, og stat og monarki har altid været nært knyttet til religionen. Den buddhistiske tidsregning, der starter ved Buddhas død, bruges ofte parallelt med den vestlige i Thailand. År 1999 svarer til år 2542 i buddhistisk tidsregning.

Thailændernes religionsdyrkelse adskiller sig dog en del fra den buddhistiske skriftlære. Man stræber ikke i samme grad som andre buddhister efter at opnå livscyklussernes endemål, nirvana, men koncentrerer sig om at forbedre dette liv eller det næste ved at gøre gode gerninger. Det anses for særligt meriterende i den forbindelse at give mad og anden hjælp til munke. Munkevæsenet nyder stor anseelse og respekt i det thailandske samfund, og enhver from, mandlig buddhist bør på et eller andet tidspunkt prøve at leve som munk. Det er der ikke mange, der gør, men alle offentligt ansatte mænd har ret til tre måneders betalt orlov, hvor de kan rejse væk og leve som munk. Alle større byer og bysamfund har et wat, en kombination af et kloster og et tempel, som meget af det offentlige liv er koncentreret om.

Overtro, magi, åndemaneri og astrologi trives i bedste velgående på alle samfundsniveauer i Thailand, side om side med dyrkelsen af buddhismen. Ved siden af mange bygninger kan man se et lille, smukt udformet åndehus, der skal huse stedets skytsånder. På særlige mærkedage bliver der stillet mad og drikke frem til ånderne.

Der er et lille mindretal af muslimer nær grænsen til Malaysia og på sletten i landets indre egne. Kristendommen er repræsenteret af nogle få vietnamesere og katolske kinesere. Mange af kineserne er tilhængere af den kinesiske lære konfucianismen.